Spiseforstyrrelser

Spiseforstyrrelser handler ikke om mad, men om følelser.
Spiseforstyrrelser hører til blandt de mest udbredte alvorlige lidelser blandt unge i alderen 14-24 år, det er en måde at mestre et kaotisk indre på.

Spiseforstyrrelser kan inddeles i 3 hovedkategorier:

1. De egenlige spiseforstyrrelser:
· Anoreksia nervosa, betyder fravær af sult eller nervøs nervøs spisevægring,   dette er misvisende da den unge ofte er meget sulten.
· Bulimia nervosa, betyder oksesult eller nervøs overspisning med   efterfølgende provokerede opkastninger, ofte er den unge ikke sulten.
· Overspisning, mæthedsfornemmelsen mangler og personen har et   ukontrolleret behov for mad.

2. Lettere spiseforstyrrelser, samme symptomer som ovennævnte blot i     mindre grad.

3. Risikoadfærd.

At have en spiseforstyrrelse er et helvede for den der lider af det, men også for omgivelserne.
Den spiseforstyrrede kan ikke bare ”tage sig sammen” og holder ikke op med sin spiseforstyrrelse før hun/han psykologisk følelsesmæssigt er parat til det, dette er ofte en lanvarig proces.

En spiseforstyrrelse kan sammenlignes med et isbjerg.
Den synlige del er koncentreret om mad, vægt,kontrol,motion og selvnedvurderende tanker.

Det underliggende gemte kan handle om identitet,seksualitet, familie, relationer til andre,lavt selvværd, (selvværdsproblemer er altid en følge af en spiseforstyrrelse),perfektionisme, ikke at kunne leve op til egne eller andres krav osv.

Min erfaring er, at det er muligt ved professionel hjælp at arbejde sig ud af en spiseforstyrrelse, men at det er en langvarig proces.

Lidt mere om mit arbejde og mine tanker

Jeg har siden 1991 arbejdet med spiseforstyrrede, først i Distriktspsykiatrisk Hus (DH) i Fredericia og de seneste 7 år i egen praksis og har haft omkring 150- 170 spiseforstyrrede i behandling i min tid som psykoterapeut.

Jeg ønsker ikke at være endnu en kontrollant i den spiseforstyrredes univers, de har kontrol nok, derfor er mit fokus ikke på vægt og mad, men mere hvad der ligger bag, derfor beder jeg altid mine spiseforstyrrede klienter om at opsøge egen læge for løbende at få taget blodprøver og få kontrolleret vægt samt at få en henvisning til en diætist.

Jeg har siden oktober 2009 haft samarbejde med Karina Pedersen, der er professionsbachelor i ernæring og sundhed, hvilket har haft stor betydning for de spiseforstyrrede. Den indgangsvinkel Karina har betyder at den spiseforstyrrede får et mere afslappet forhold til det at spise og tage på, da hun tager udgangspunkt i, hvad den enkelte kan magte.

Jeg har fået Karina til at skrive lidt om sine tanker :

Karina Pedersen

Professionsbachelor i ernæring og sundhed, med speciale i fysisk aktivitet

Spinninginstruktør

Fitnessinstruktør

Kostvejledning – Oplæg – Sundhedsevents – Træningsplanlægning

Kontakt: htpcrew@hotmail.com

Kostvejledning for spiseforstyrrede 

Med min uddannelsesbaggrund som professionsbachelor i ernæring og sundhed, med speciale i fysisk aktivitet har jeg en bred og grundig viden omkring kost og motion. Denne viden er dog intet værd, hvis ikke man forstår at tilpasse den til det enkelte menneske man arbejder med. Dette gælder uanset hvilken situation den enkelte befinder sig i. I min kostvejledning er det netop det enkelte menneske og dennes situation der tages udgangspunkt i og i stedet for at fremsætte ”rigtigt og forkert”, indgås der et samarbejde hen mod målet. Min personlige holdning er, at der opnås de bedste resultater i forhold til at bekæmpe en spiseforstyrrelse, når man som fagperson sætter sig udover selve sygdommen og ser det menneske der kæmper inde bagved. Selv med en diagnose er man stadig et individ, der lever i og med sygdommen på sin egen måde. Ved at se mennesket og i fællesskab finde ud af hvilken tilgang der skal til, tror jeg på at der er lys for enden af tunnellen. At der er en vej mod bedre og sundere spise – og motionsvaner. Og med dette følger et liv med meget mere livskvalitet og glæde for den spiseforstyrrede. Det kan være en kostplan der er brug for, korrekt viden om kost og motion, aflivning af myter der er affødt af spiseforstyrrelsen eller noget helt fjerde. Det vigtige er at sammensætte et forløb der er tilpasset den enkeltes behov og ønsker. Processen mod et nemmere liv er svær og kan ikke lykkes på én dag, men ved at tage små skridt i den rigtige retning og prøve kræfter med at få brudt nogle mønstre, skulle det hele gerne lykkes med tiden…Karina Pedersen

Jeg har flere gange fået henvendelser fra forældre med ekstremt anorektiske unge døtre, som ønsker at de kommer i behandling ved mig, det er et stort dilemma for mig, da jeg ved at de er truet på deres liv, jeg har i enkelte tilfælde sagt ja, men kun hvis deres egen læge er indforstået og følger med.

Jeg er ikke af den opfattelse, at jeg har en facitliste, på hvordan den bedste behandling er, men min erfaring er, at den behandling mange unge spiseforstyrrede får indenfor det offentlige system, gør mere skade end gavn, da der her er megen fokus på kontrol. De unge får at vide, at de skal tage så og så meget på før de kan få eks. besøg eller psykoterapi. Modsat mange eksperter mener jeg, at selv en svært spiseforstyrret kan modtage psykoterapi, som afpasses efter tilstanden.

Måske tager de spiseforstyrrede på under et ambulant forløb, men efterfølgende taber de sig, hvis de er anorektikere eller de fortsætter med opkastninger og overspisning, dette som en protest mod det pres de har følt for at ændre deres mønster. Det er naturligt, at enhver der udsættes for et krav går i forsvar.

I mit arbejde med spiseforstyrrede tager jeg altid deres netværk med i samtaler en eller flere gange, det kan være hele familien, det kan være venner og kæreste, jeg oplever at den spiseforstyrrede indgår i en relation som er vigtig, den enkelte kan ikke være alene, men er i samspil med andre.

De fleste spiseforstyrrede har en stor skyldfølelse, de mener at det er deres egen skyld, at de er havnet i den situation de er i, og denne tankegang betyder at de foruden skyld også er martret af skam, de forventer at omverdenen møder dem med afstand. Det er derfor af stor vigtighed, at de oplever, at der kan tales åbent om det der er svært. Det er vigtigt for mig at inddrage netværket som kan være til støtte, og at de ved hvordan de skal agere. Søskende lider, det er vigtigt at have øje for.

En personlig beretning fra en behandlingsweekend sidst i januar 2008, skrevet at en ung pige med anoreksi

Rejsen til mit nye liv…
D. 26.01.08

Jeg har tilbragt de sidste par dag i selskab med Lene Gravengaard og Inge Lise Olesen!

Lene er min terapeut som jeg går til behandling ved 1 gang om ugen og Inge Lise er kropsterapeut.

Vi har været ude i Inge Lises hus som ligger et helt pragtfuldt sted. Bogstaveligtalt et stenkast fra Lillebælt med den smukkeste udsigt ud over havet med alle de smukke sanseindtryk det fører med sig! Vi sad ved hendes bord inde i stuen, med lavt til loftet, ikke helt lige vægge og brændeovnen der knitrede i baggrunden.

Men hvad skal man også med 3 meter til loftet, snurrelige vægge og centralvarme når man har et sted med så meget sjæl, varme og stemning. Efter 2 timer føler man jo at man er kommet der altid, nok også fordi Inge Lise og Lene var super gode til at få mig til at slappe af. Nå men her ved dette bord i denne stue sad vi og nød udsigten, sammen med… Ja jeg vil faktisk gå så langt som at sige den dejlige mad. Lene havde virkelig foldet sig ud i køkkenet.

Så de ved noget – jeg ved noget og tilsammen giver det bare mening. I hvert fald for mig!

Til et af måltiderne kom vi til at tale om at det faktisk var en fryd for alle sanserne. Hvad mente vi med det?

Jo… Synssansen blev stimuleret både via udsigten og alle de flotte farver der var i maden, ananas, squash, broccoli, gulerødder, rejer, laks, avocado, brød, rodfrugter, dressing, pølse, ost ja det var helt overvældende, men jeg synes virkelig helt ned i maven at det var dejligt.

Så det giver jo også sig selv at smagssansen var på arbejde og endda frivilligt.

Så er der høresansen, der nød havets brusen imod stranden, vinden der susede og ruskede i huset og regnen der slog imod ruderne. Det lyder måske som et maleri men det er rigtig nok og det var så fedt. Samtidig sad jeg der – med i min verden 2 MEGET kloge kvinder der ikke er kede af at dele ud af deres viden.

Mange unge synes måske det ville være lidt akavet at sidde og hygge sig sammen med nogen fra en anden generation, men så har de ikke mødt Lene og Inge Lis.

Og her er lidt om hvad vi lavede:
Vi havde det virkelig sjovt, vi knoklede hårdt med min forskruede opfattelse af mig selv og maden, trænede i at lytte til hvad kroppen siger, drev rundt i pyjamas den halve dag, drak rødvin, så holdbold, spillede kort, snakkede om løst og fast, gik ture når det passede os, sov når vi havde lyst til det der var faktisk ikke noget vi ikke havde muligheden for at lave.

Den store kunst for mig var bare at lytte til mig selv og hvad jeg havde lyst til. Det blev jeg faktisk bedre til! Den sidste dag lå jeg seriøst bare på sofaen mens Lene og Inge Lise gjorde klar til at mine forældre og min kæreste skulle komme, noget der stred imod alt inden i mig. Jeg kunne jo da godt lige lette mig og så komme i gang med at hjælpe. Men jeg havde lyst til at ligge under et tæppe, nyde varmen fra brændeovnen og se ud over vandet, og måske lidt af øjenlågets inderside, så det gjorde jeg. Det var også en dejlig fornemmelse at jeg havde følelsen af at jeg bidrog til at de også blev klogere på nogle ting her i livet og jeg kunne jo bare lytte til hvad de sagde, når det ikke handlede om håndboldt var det virkelig kloge ord og visdom de kom med.

Her er nogle af de ting jeg lærte:
Det kan godt være at jeg fejler, men så må jeg bare VENLIGT tilbage til den rette vej og starte igen. Det er ikke ensbetydende med at jeg er en fiasko!

Jeg… ja alle… bør lytte venligt til hvad deres krop fortæller dem. Lyt til den og send den venlige tanker. Derefter kan man forsøge at opfylde det den fortæller.

Bliver jeg budt mad og værten ikke tager et nej tak for et nej… Så læner jeg mig frem for siger med fast stemme… NEJ TAK, jeg skal ikke have mere!

Jeg har oplevet at det godt kan være hyggeligt at sidde og spise sammen med folk. Endda at give mig selv lov til at nyde maden og betragte den som noget der kun vil mig det godt.

Det er vigtigt at jeg ikke lader folk overskride MINE grænser blot for at tilfredsstille dem eller fordi det er det folk forventer.

Min mave er faktisk min ven og den vil mig det kun godt, når bare jeg giver den en chance for at vise det, og jeg giver mig selv lov til at mærke den.

De redskaber jeg har fået med hjem, de 5 tibetanere, afspænding, grounding osv. Det er ikke et krav at jeg skal lave dem hverdag. Jeg kan gøre det hvis det er det jeg har lyst til ellers lader jeg bare være og måske har jeg lyst til det i morgen.

Ja, det har været nogle dage hvor der er blevet talt om de store ting her i livet.

Hvad mener jeg så med at det har været en rejse ind i mit nye liv

Jo, her i middages på turens sidste dag gik vi en tur langs vandet og op i nogle bakke med flot natur.
Et sted kommer vi forbi 2 træer der er voksen sammen nede ved rødderne og det ligner et tvillingetræ. Lene siger: ”Lise når du går igennem træet går du ind i dit nye liv.” Det havde faktisk en stor symbolsk værdi som jeg kan holde fast i.

Det blæste en halv pelikan og det gjorde jeg til et symbol på at alt det dårlige fra mit gamle liv blæste væk uden mulighed for at komme tilbage.

For at næste symbol giver mening må jeg komme med en tilståelse, nemlig at vi var alle tre var gået af sted i vores nattøj. Det har jeg gjort til et billede på alt det trygge og gode jeg tager med fra det gamle liv over i det nye. Hvem forbinder ikke sit nattøj med noget trygt og rart og noget der altid er trofast? Når man skal slappe af og hygge sig på sofaen så hopper man gerne i nattøjet for det er indbegrebet af hygge og afslapning.

Så til sidst fulgte Lene og Inge Lise med ind i det nye liv med den nye fornemmelse. På den måde at de ting jeg har lært af dem er det der skal være roden videre frem. Det lyder så voldsomt at sige det nye liv, men det giver meget mere mening i mit hoved at lave nogle billeder der er til at håndtere. Ellers bliver det hele så konfust og svævende og så giver jeg op.

I løbet af denne weekend har jeg også lært at jeg har en varm kilde indeni.

Når jeg tør blive i det der er svært indtil det driver over så springer den varme kilde og fylder hele min krop med varme og velvære.

Jeg oplevede det første gang efter at jeg have lavet afspænding med Inge Lise.

Min mave var fuld og jeg kunne ikke løbe fra den, jeg var tvunget til at mærke hvad den sagde noget jeg IKKE bryder mig om.

Der var stille og jeg kunne ikke bevæge mig for at få noget at maden forbrændt- en meget grænseoverskridende situation for mig. Men jeg formåede at blive i det og gennemfører afspændingen og da det var slut var jeg helt væk så hun lov mig sove lidt.

Da jeg så vågnede var det som om min krop boblede og jeg var varm helt ud i fødder og fingre.

Var der kommet en og havde spurgt hvordan jeg havde det, tror jeg måske jeg havde sagt: ”ikke særlig godt”, for det er en følelse man lige skal vænne sig til. Jeg er ikke vant til at mærke hvad min krop fortæller mig og så pludselig råber alle lemmer, organer og muskler i kor på en gang. Men det var som når man lige skal vende sig til at stå under en varm bruser. I starten er det ikke særlig rart og vandet er ikke ret varmt men når man lige får chancen for at vende sig til det så kan man efterhånden skrue mere og mere op for varmen.

Så der hvor jeg står nu, er der hvor jeg lige har tændt for det varme vand og er gået ind under det og synes faktisk at det er ved at være behageligt. Så nu skal jeg bare lige så stille til at skrue op for temperaturen. Men det komme langsomt og nænsomt så jeg ikke brænder mig.

Det kan godt være at det har været hårdt arbejde at rejse fra en måde at se livet på til en anden. Men det er alle anstrengelserne værd. Jeg lå første. aften under min dyne og skrev en SMS til min mor og den lød som følgende:

”Det er rigtig hårdt men hold da op det er godt… Det er bedre end jeg overhovedet havde, turde håbe på. Alle burde have sådan en chance… Knus Lise ”

Jeg føler mig virkelig heldig at have fået chancen for at komme op af det hul hvor jeg længe har været fanget i kviksand der hele tiden blev ved med at holde mig fast.

Jeg kunne godt bevæge overkroppen fremad men når fødderne hænger fast så ender man med at få overbalance og så er man lige vidt.

Jeg fik hjælp til at få den ene fod fri af to meget kompetente redningsarbejdere så nu skal jeg selv kæmpe for at få den sidste fri. Men ressourcerne er bare større når man har en fod at kæmpe med.

Jeg kan bare ikke undgå at blive ked af det når jeg tænker på alle dem der stadig sidder fast i kviksandet.

Tænk hvis der ikke er nogen der kommer forbi og hjælper dem.

Den hjælp som det offentlige system sender, er for manges vedkommende bare en flaske vand så de lige nøjagtig får så de kan overleve lidt længere. Men det hjælper dem jo ikke op af hullet, tvært imod så bliver de stående fast og måske synker de lidt længere ned for 1 L vand holder dem godt nok i live ved at gøre dem 1 kg. tungere. Men i kviksand betyder 1 kg. yderligere vægt også at man synker lidt dybere ned der hvor man nu står, altså lidt nærmere mod at blive slugt af sandet.

Når det så en gang imellem sker at en af pigerne bliver hjulpet op af hullet af en vildfaren vikar så sker der bare det der jo ikke skal ske. Pigen klarer at holde afstand til hullet med kviksand, men det er ikke nemt når det er der man har alle sine venner og dem man finder tryghed ved. Og selv om hun får af vide at hun ikke kan og må se dem mere, så har det jo samme virkning som når man forhindre en hvilken som helst anden i at se sine venner, så bliver det først interessant. Og det er kun et spørgsmål om tid før hun finder vejen tilbage til dem.

Først for bare lige at se dem igen og høre deres kendte stemmer, men når hun nu er der så kan man jo godt blive lidt, for det er jo dejlig trygt og kendt. Inden hun ser sig om så hopper hun ud i kviksandet for at give dem et knus for her føler hun sig hjemme. Det varme sand der trygt omslutter hendes fødder og griber hende i sin favn. Her er hun hjemme!

Men jeg var som sagt heldig.

Til mig kom der 2 jeg vil se dem som stjerner, de havde ikke vand med som de hældte i hovedet på mig. Nej de lyste så jeg så at der faktisk var en vej op af sandet hvis jeg lod dem lyse længe nok. Så i 2 døgn lod jeg dem lyse så meget at det smeltede sandet væk fra den ene fod. Men så var resten af arbejdet mit og 1 gang om ugen kommer den ene stjerne og lyser lidt mere så jeg får hjælp til at få vristet den sidste fod fri. Men hold da op hvor er kampen lettere når man har den ene fod fri. Jeg skal bare lade være med at se på alle dem der kæmper i mørke, når jeg engang er fri kan jeg vende tilbage og kaste lidt lys til dem der stadig kæmper. Men IKKE før jeg er sikker på at jeg ikke hopper ned til dem igen. Men hvis jeg kan hjælpe ved at blive en tredje lysende stjerne så er der jo ingen fare for at jeg falder i.

Når det var lige et sidespring men dem skal der også være plads til. Nu må jeg venligst tilbage til det det handler om, nemlig hjemkomsten fra min rejse.

Jeg har nemlig verdens dejligste familie og jordens dejligste kæreste.

De kom og hentede mig så de kunne se hvor jeg havde tilbragt de sidste dage. Det betyder meget at de ved hvad jeg taler om og at de har muligheden for at sætte sig ind i hvordan omgivelserne var. Så fik vi også lige muligheden for alle tre at fortælle lidt om hvad vi havde lavet de sidste dage. Både set fra min side og fra Lene og Inge Lises.

En ting er jo hvad jeg siger noget andet kunne være hvad de havde at sige. Tror det betyder meget for dem der holder af mig at høre fra andre end mig, at det havde været nogle lærerige dage men fremgang og at grundsten til videre arbejde var lagt.

De kunne spørge hvis de havde noget på hjertet og de kunne få svar både fra mig, men også fra 2 med en baggrund der giver mulighed for at videregive brugbare observationer og råd til fremtiden.

De t kan måske sammenlignes med de billeder man tager på en rejse. Det gør man jo for at man kan dele oplevelserne med dem der ikke var med. Mine forældre og kæreste har ikke været med på min rejse sammen med Lene og Inge Lise men de skulle bare selv fortælle hvad de gerne ville se billeder af og så forsøgte vi at vise dem det. Derudover så havde jeg valgt nogle oplevelser de skulle se billeder fra og Lene og Inge Lise havde valgt nogle.

Så nu var rejsen til det nye liv slut og akkurat lige som jeg husker det fra min barndom, når jeg havde været ude i den store verden alene, så er det eneste rigtige, at dem man holder af og som man har savnet, kommer og tager imod en. De er også de eneste der kan bedømme om man har haft en godt tur for ens ansigts udtryk siger det hele. Og de kunne se at det havde været en god rejse…det sagde de alle. Og dem man elsker lyver ikke overfor en de elsker… Det ved jeg…

Lise.

Eventyr

Et eventyr om de skønneste prinsesser

Der var engang en konge og en dronning, de boede i det skønneste kongerige, man kan tænke sig, alt var frodigt og grønt, markerne gav de skønneste afgrøder, havet var fyldt med fisk, undersåtterne levede i fryd og gammen.

Dog var alt ikke helt som det skulle være. Kongen og dronningen fik ingen børn, de var dybt ulykkelige, den ene dag efter den anden gik uden at dronningen blev med barn. En hærskare af kloge mænd og koner blev hidkaldt men lige meget hjalp det. Vendepunktet kom en dag da dronningen var så uheldig at falde af sin hest på sin daglige ridetur ude i skoven. En fattig brændehugger fandt hende og bragte hende hjem til sin fattige hytte, hvor hans kone badede hendes sår, dronningen beklagede sig over sin barnløshed, den fattige kone gav hende et pulver hun skulle tage allerede samme aften og de efterfølgende 3 aftener.

Kort tid efter blev dronningen med barn..
Da dronningen fødte viste det sig, at der ikke kun var et barn men hele to prinsesser, den ene var lys den anden mørk. Jublen ville ingen ende tage, i kongeriget blev der festet i 40 tyve dage.
De fik hver en lille guldpen i dåbsgave af brændehuggerens kone, som de altid bar i en guldkæde om halsen.

De skønneste yndigste prinsesser man havde set i hele verden bragte forældrene mange glæder. De fik lov til at udfolde sig i slotshaven, de var ind i mellem vilde og dumdristige, de klatrede i træer, hang i et ben med hovederne nedad, de svømmede i voldgraven, de balancerede over kløfter, de konkurrerede med de ansattes drenge. De fik privatundervisning af de mest kompetente lærere og var lærenemme og tilegnede sig hurtig viden om hele kongeriget og verden.

Efterhånden som de voksede sig større blev de endnu skønnere at skue.

Endskønt der ikke var noget at udsætte på prinsesserne kom den ene minister efter den anden til kongen og dronningen og forelagde dem, at de var nødt til at gøre noget, det var begyndt at rygtes i de andre kongeriger at prinsesserne var så vilde og egenrådige, at de aldrig ville blive gift og hvad ville der så ske med deres kongerige når kongen og dronningen var døde og borte.

Kongen og dronningen der først ikke syntes at det var noget problem blev alligevel overbeviste de begyndte at lytte efter alle rådene blev bekymrede, de ansatte specialister til at afrette tvillingeprinsesserne. Det blev dem forbudt at lege med drengene.

Prinsesserne blev vrede, men kunne ikke vise det.

En skøn sommerdag gik prinsesserne en tur i slotsparken, de havde fået lov til at tage en lille pause fra deres studier, hele dagen havde de siddet bøjet over bøgerne og terpet.

Det blev en skæbnevanger tur for dem begge, den dag blev deres liv ændret..

Som de gik der bagest i slotsparken hørte de pludselig stemmer fra et buskads, de blev nysgerrige, de kunne intet se men hørte stemmer der sagde,” kom nærmere, kom nærmere, se hvad vi har”, de blev draget ind i buskadset der udvidede sig og blev til en lysende grotte, der skinnede af guld og ædelstene, de kiggede sig forundrede om,” kom lille prinsesse” lød det fra en person der var som indhyllet i mørke, den lyse prinsesse kunne ikke modstå og gik hen til ham, ”kom hen til mig” lød det fra en anden indhyllet person, den mørke prinsesse gik derhen. Begge prinsesser ænsede intet andet en den person de gik hen til, det var som om at de var i en anden verden.

Jeg er din ven, og en dag vil jeg gifte mig med dig, du skal altid adlyde mig, hvis du ikke gør som jeg siger, straffer jeg dig rigtig hårdt, nu får du en gave, det er en magisk gave den skal du altid skal have på dig, du må aldrig slippe den. Den lyse Prinsessen var facineret af den fremmede, han så uhyggelig ud øjnene var som diamanter og stirrede hypnotisk på hende så hun fik isninger igennem hele sin krop men han så samtidig rar ud, hun tog imod det lille guldspejl han rakte hende.Husk hele tiden på at jeg er din ven, du kan opsøge mig hvornår du vil. Nu må du gå.

Den mørke prinsesse stod som fastnaglet foran det værste hun i sit liv havde set, en person der var hvid som en kalket væg, læber som var ildrøde og som udstrålede en kulde der frøs hende til is, han var på den ene side frastødende, men samtidig så tiltrækkende, at hun måtte holde sig tilbage for ikke at falde i hans favn.. Du skal ikke være bange for mig, jeg er din ven, jeg er din nye ven som vil være der for dig nat og dag, du skal bare adlyde mig, en dag vil jeg gifte mig med dig, men først skal du bevise at du er mig værdig. Derfor giver jeg dig denne lilleguldkugle belagt med rubiner. Du skal spise og spise indtil du er ved at revne mange gange om dagen, hver gang du har spist skal du sluge den lille guldkugle jeg har givet dig, som gør at du kaster den op igen. Du skal hver gang tage den og gemme den i din lomme, husk du må aldrig lade andre se dig spise eller kaste op det er vores hemmelighed. Hver eneste gang du kaster den lille kugle op bliver du stærkere. Hvis du ikke gør som jeg siger, vil du komme til at lide allerhelvedes pinsler.

Nu skal du gå.

Begge prinsesser stod fortumlede tilbage på slotsstien, de var for rystede til at tale sammen om hvad de havde oplevet, og de måtte slet heller ikke engang fortælle hinanden om deres oplevelse..

Herefter forandrede begge prinsesser sig. Den lyse holdt næsten op med at spise, hun spejlede sig ustandselig i sit lille guldspejl, hun spejlede sig i alt, i vinduesruder, i vandpytter, i voldgravens vand i de blankpolerede gryder, potter og pander i køkkenet i sølvbestikket, når hun lod som om hun spiste, selv i vandglassets overflade spejlede hun sig. Hver gang hun så i sit magiske spejl så hun en forvrængning af sig selv, hun så at hun var fed, at hendes mave var for stor, at hendes lår var for store at hendes hofter var forfærdelige. Mange gange når hun blev for ked af hvordan hun så ud sneg hun sig ned til den lysende grotte i buskadset og blev hver gang trøstet af sin ven, som sagde at nu varede det ikke længe før hun var som han ville have hende, han blev den eneste hun kunne tale med..

Ind i mellem skrev de begge hemmeligt med deres små guldpenne

Den mørke spiste og spiste, hun smuglede mad op på sit værelse hun slugte den magiske guldkugle kage, hun kastede den op igen og igen, hun spiste og kastede op, al hendes tid gik med at tænke på hvordan hun kunne komme til at spise og få den magiske kugle kastet op. Ofte blev hun ked af det, så gik hun ned til sin ven i den lysende grotte, han kunne trøste hende og hun blev mere og mere glad for ham, nu varer det ikke længe før vi kan gifte os, sagde han til hende.

Først opdagede kongen og dronningen intet, de undrede sig over så stille prinsesserne var blevet, de passede alle deres studier til punkt og prikke, deres vildskab forsvandt, de tænkte at det var gode tegn, men som tiden gik, blev de bekymrede. De kunne se at den lyse prinsesse tabte sig og blev bleg, de kunne se at hun ikke spiste, de tænkte at hun havde fået en sygdom og sendte bud efter rigets bedste læger, men ingen kunne finde ud af hvad der var galt. De rådede til frisk luft og masser af mad.

Den mørke prinsesse kunne de ikke se noget på, men mærkede at hun havde forandret sig, en dag lagde dronningen mærke til, at hun havde mærker på begge sine arme, som om hun var blevet flået af en ulv , da dronningen spurgte til det, fortalte prinsessen at det var en lille kattekilling der havde revet hende. Kongen og dronningen begyndte at tro at de havde gjort noget forkert, at det var deres skyld, men de kunne ikke finde ud af hvad det skulle være.

Efterhånden indtrådte der forskellige ændringer i hele kongeriget, først slog høsten fejl, så blev der tørke så intet kunne gro, efterhånden trak havet sig tilbage og fiskene forsvandt, alle indbyggere i det lille kongerige begyndte at lide efter nogle år begyndte folk at dø af sult.

Den lyse prinsesse var efterhånden ved at være træt af altid at spejle sig, og fornægte mad hun kunne ikke koncentrere sig om andet. Den mørke prinsesse magtede ikke længere al den opkastning og skæren i sig selv. de begyndte at tvivle på deres venner i grotten, men var alligevel bange for at miste dem, hvordan skulle de klare sig uden dem..

En dag besluttede de sig for at gå en tur i skoven selvom den næsten ikke kunne kaldes skov længere, de gik med hinanden i hænderne, deres kræfter var ved at slippe op og på et tidspunkt kunne de ikke mere, de faldt om på den bare skovjord. De vågnede i en simpel seng og kiggede sig forbavsede om, og fik så fik de øje på en gammel kvinde, der smilede varmt til dem, det var brændehuggerens kone, der havde fundet dem. hun plejede dem så de kom til kræfter igen, og prinsesserne fortalte hende hele historien om deres falske venner, det var første gang de betroede sig til hinanden og til en helt fremmed.

Den gamle kvinde gav dem hver et papirtyndt guldark og bad dem skrive med deres små guldpenne et farvel brev til de hæslige brødre og lovede dem at det ville ophæve den fortryllelse de havde af dem så de ville kunne leve igen. De skulle aflevere deres skrivelser personligt.

Prinsesserne opsøgte de hæslige brødre i den lysende grotte,de viste deres skrivelser frem og durk ud af guldarkene sprang de ord prinsesserne havde skrevet og ramte brødrene som pilespidser overalt på deres kroppe, selv deres øjne blev blindede, brødrene råbte og skreg de greb ud efter prinsesserne for at knuse dem, men prinsesserne undgik dem og gik ud af grotten da de vendte sig om så de et frygteligt ildskær og hørte grusomme skrig, de tog rystende hinanden i armene, lige så hurtigt som ilden tiltog ligeså hurtigt døde den ud igen, de måbede da de så den smukkeste blomst folde sig ud, der hvor grotten havde været.

Herefter gik alt hurtigt, prinsesserne fik deres gode humør og begær efter livet tilbage igen. Kongen og dronningen græd i flere dage af glæde.

Landet begyndte igen at blomstre, havene steg, tørken blev afløst af det skønneste vejr folket fik huld på kroppen og kunne igen føde børn.

Bejlerne stod i kø aldrig havde de set så dejlige prinsesser de var ikke kun smukke de var også usædvanligt godt begavede.

Begge fik et lykkeligt og dejligt liv og hvis jeg ikke tager fejl lever de begge endnu som smukke gamle dronninger.